Her til jul i år gav jeg mig selv en lille opgave. Som sædvanlig skulle der bages småkager, som mange jo gør i december. Men jeg ville også gerne bage ‘en historisk småkage’. Hvilket i sig selv egentlig ikke er så svært, da mange af de småkager, vi bager i dag, kan spores langt tilbage i tid. Min finte var selvfølgelig, at jeg gerne ville bage efter en gammel opskrift. Og allerhelst måtte småkagen også gerne være noget lidt udover det sædvanlige.
Nu har jeg efterhånden en god samling af koge- og bagebøger med mange historiske opskrifter i, så der var noget at gå igang med. Valget faldt på en småkage fra bogen “De glemte kager” hvor der i kapitel 7 om småkager er endnu et afsnit, som også hedder “De glemte kager”. Bogen handler om bagning, blandt andet julebagning og kager til det sønderjyske kaffebord på egnsmuseet Jacob Michelsens Gård. Jeg har ganske ikke været der selv, men måtte have bogen, da jeg faldt over den i en museumsbutik andetsteds.
Den glemte kage jeg besluttede mig for at bage, er en småkage med vin. Nærmere bestemt portvin og allerhelst cognac. Sidstnævnte havde jeg ikke. Man kunne som erstatning bruge hvid rom. Hvilket vi så heller ikke drikker herhjemme. Men mørk rom har vi rigeligt af herhjemme, så sådan blev det. Småkager med vin er åbenbart ikke en helt almindelig ting. Søger man på google, kan man finde en italiensk småkage med rødvin. Og man kan finde masser af egentlige kager med portvin, men ikke småkager som disse – så lidt udover det sædvanlige, kan man vist godt kalde dem. De måtte testes.
Det var en spændende dej at sammensætte, måske pga. vinen – men dejen var også ret klistret og svær at arbejde med, så jeg endte med at tilsætte lidt mere mel, da den skulle rulles ud, da det ellers virkede ret umuligt. Små kager blev udstukket og bagt og efter at være ‘bagt lyse’ i ovnen blev de drysset med sukker eller kanel.
Hvordan smager de så? Kæresten og jeg delte et par småkager som smagsprøve og selvom jeg faktisk havde lavet flest småkager med sukker på, var vi enige om, at dem med kanel var bedst (jeg havde troet, det ville være omvendt). Vin smager de dog ikke meget af. Størstedelen skal medbringes på arbejdet som en slags ‘feriekage’ inden juleferien, men tror lige vi gemmer lidt af dem herhjemme også.
Hvis du er blevet interesseret i bogen, skal du lede efter denne: De glemte kager : en kulturhistorisk bagebog fra Jacob Michelsens Gård. Forfattere: Karen M. Michelsen, Birthe Merete Jessen, Lene Bilde Freisig



