Historisk kagebagedag

Ja det blev så faktisk en tærte og ikke en kage, vi bagte. Men når en veninde foreslår at vi bager en historisk kage sammen, siger jeg selvfølgelig ikke nej. Og i dag, hvor det er det skønneste sommervejr, valgte vi så at bage en renæssancetærte.

Siden mit sidste blogindlæg er der ellers sket meget hos mig. Eller i hvert fald noget. Jeg er ikke længere på Kronborg Slot, men bruger til gengæld mere tid på Frederiksborg i Hillerød, hvor jeg også har arbejdet siden sidste sommer. Her skal jeg også til at arbejde med formidling og omvisninger, så det bliver spændende. Der er en masse interessante historier jeg skal læse op på, til det formål. Og derudover er der selvfølgelig min egen interesselæsning i historiske kogebøger. Forud for den historiske kagebagedag, havde jeg selvfølgelig brugt lidt tid på research – især for at finde ud af, hvilken kage vi skulle bage. Jeg har jo en masse gode kogebøger med opskrifter på mad, kager, desserter og drikkevarer fra stenalder og til nutiden naturligvis. Min tanke var, at det ikke skulle være en altfor besværlig kage. Men det skulle selvfølgelig ikke være en kage fra dette århundrede, det skulle være en ‘rigtig’ historisk kage. Valget faldt på en opskrift på kirsebær tærte fra Bi Skaarups bog Renæssancemad.

Kirsebærrets historie strækker sig flere tusinde år tilbage i tid og blev bragt til Europa af romerne, naturligvis. Heroppe nordpå blev de dyrket blandt andet i middelalderens klosterhaver. I middelalderen og renæssancen herhjemme har man forlænget frugter og bærs levetid ved at sylte dem på forskellig vis. Jeg tænker derfor, at en tærte med friske bær eller frugter i, har været noget ganske særligt. Tærten er krydret med luksus-krydderiet kanel, som stadig var dyrt i renæssancen og derudover er der jo sukker i tærten, som nok heller ikke har været noget, den almindelige dansker har brugt i store mængder i midten af 1600-tallet.

Vi startede naturligvis vores bagedag med at klargøre tærtedejen, eller mørdejen, da den jo helst skal hvile på køl i mindst en time. Imens fik vi udstenet kirsebær og klargjort den rasp, der skulle i tærten – smørstegt rasp, til at suge noget af al væden fra kirsebærrene i tærten. Da mørdejen endelig var klar, måtte vi indse, at det nok ikke er lige med det første at vi bliver ansat som tærtebagere… og da slet ikke ved for eksempel Christian 4.’s hof i 1600-tallet. Set i bakspejlet skulle mørdejen nok have været længere tid på køl, eller også skulle vi have valgt en mindre sommeragtig dag at bage på. Dejen var i hvert fald i bogstaveligste forstand ‘mør’, da den nemt faldt fra hinanden. Vi blev i øvrigt nysgerrige på, hvorfor det hedder ‘mørdej’ og fandt ud af, at den hedder sådan, netop fordi den er porøs og… mør. Særligt dejlåget var svært at få pænt, så det er nok ikke det kønneste stykke bagværk, jeg har fremstillet.

Til gengæld smagte tærten virkelig godt – der er ikke for meget sukker i, men lige nok til, at det er en ‘sød’ tærte. Raspen i tærten gjorde den dejlig sprød, når man spiste et stykke. Så jeg kan bestemt anbefale at bage kirsebærtærte efter renæssanceopskrift, omend vi dog måske næste gang vælger at bage noget andet. Hvad har du bagt af historiske kager eller tærter for nylig?