Vidunderlige Valle

Noget jeg helt glemte at nævne, da jeg for nylig skrev lidt om ostefremstilling, er det mindst ligeså fantastiske biprodukt – vallen!

Men der er forskel på valle. Jeg syntes for eksempel ikke, at vallen fra ost fremstillet med mælk og syre (eddike eller citron) smager særlig godt. Men vallen fra ost af osteløbe og ost lavet på kærnemælk er en helt anden sag. Vallen fra ost af osteløbe kan man bruge til at fremstille myseost – det er dog endnu ikke lykkedes mig at få andet end smagen korrekt, da konsistensen kan drille lidt. Smagen af vallen i sig selv er lidt sødlig.

Vallen fra kærnemælksost og tykmælksost smager godt – det er i hvert fald min personlige mening. Smagen er der dog delte meninger om. Men før vallen kan drikkes, skal osten lige fremstilles. Processen er enkel – kærnemælk eller tykmælk, eller en blanding, hældes op i en krukke og stilles ved bålet (eller det hældes i en gryde og stilles på kogepladen). Hvis man laver det på komfur, så skal det varmes langsomt op.

valleosta
Kærnemælken i gryden er begyndt at skille til ost og valle.

Når det simrer/koger, skruer man lidt ned for varmen igen. Ved bålet skal det bare stå nær varmen og krukken drejes ofte for at fordele varmen – man må endelig ikke røre i osten! Det skal lige op og simre-koge og så egentlig bare stå sådan, indtil mælken er skilt. Den faste del er osten, som kan spises som tilbehør til varm mad eller som pålæg. Biproduktet er vallen, som kan drikkes.

valleost
Ah, et dejligt glas valle til mig – og ost til frokosten.

Valle er jo et vidunderprodukt! Det var hvad vi fortalte børnene, da jeg underviste dem i madlavning i jernalderlandsbyen i Sagnlandet Lejre. Og det var ikke bare noget vi fandt på, når vi fortalte det til børnene. Ikke blot kunne man bruge vallen til at konservere kød i. Man kunne også bruge det som ansigtsvand for blød hud. Endelig kunne man også drikke det mod dårlig mave og sidstnævnte er der faktisk også noget om. Vikingerne var for eksempel glade for at drikke valle og surmælksprodukter og det har nok ikke været det værste at drikke dengang.

Hvad angår valle, er jeg blevet noget miljøskadet af mit arbejde i jernalderen. For når jeg har lidt dårlig mave, hvad gør jeg så når alt andet fejler? Jeg køber en liter kærnemælk og laver ost og valle på mit komfur derhjemme. Så har jeg en flaske valle stående i køleskabet, som jeg drikker et glas af om dagen. Smagen er der som sagt delte meninger om, men jeg syntes faktisk det smager godt – lidt som kærnemælk, men uden samme konsistens selvfølgelig. Personligt kan jeg bedst lide vallen fra kærnemælk, men det er jo en smagssag. I næste uge skal jeg i sommerhus med familien og jeg har hørt rygter om, at min ene nevø gerne vil lære at lave ost. Hvad mon han syntes om vallen?

Jeg har forsøgt at finde nogle artikler online, som omhandler valle og dets historie, men det har ikke været helt nemt. De fleste artikler man støder på, når man leder efter noget om valle, omhandler det moderne valleproteinpulver, som efter min mening slet ikke kan sammenlignes med hjemmelavet og frisklavet valle.

Der står også lidt om valle i bogen “An Early Meal – a Viking Age Cookbook & Culinary Odyssey” af Daniel Serra og Hanna Tunberg. Mere om det dog, når jeg får læst bogen lidt mere grundigt og anmelder den her på bloggen.

4 Kommentarer

    1. Hej Karina, hvis du hælder vallen direkte på et rent (skoldet eller renset med atamon) glas/flaske og opbevarer det i køleskab, kan det holde sig i op til en måned og måske mere. Som nævnt i indlægget her, har man før i tiden konserveret kød i valle, så det kan holde sig et godt stykke tid. Held og lykke med fremstillingen :) Vh. Kirstine, Forhistorisk Mad

      Like

  1. Hej, jeg er så heldig at have adgang til store mængder frisk valle fra osteproduktion med bakteriekultur og løbe. Har for første gang taget en stor spand med mig hjem (resten får grisene) og har kogt det ind over 3-4 timer. Drak et glas varm, reduceret valle til min families store undren. De synes slet og ret at det var klamt 😅. Måske blev jeg grebet af eksperimentet, men jeg synes det var sært lækkert. Og lidt underligt. Jeg fik en smagsprøve fra Restaurant Babette, en suppe kogt på reduceret valle tilsat fasanfond, æbletern og ramsløgolie. Siden har jeg tænkt at jeg selv ville prøve det af. Nu har jeg et par store glas med god umamismagsgiver. Men jeg har også trawlet nettet igennem uden held i mit forsøg på at finde opskrifter og erfaringer. Så det er dejligt endelig at støde på denne blog. God aften fra Lisbet

    Liked by 1 person

    1. Tak for din fine kommentar. Dejligt at du har opdaget valle! Det kan jo bruges til alt muligt. Den valle du har, må dog smage anderledes end det jeg fx. fremstiller, da der til tykmælksost og kærnemælksost jo ikke bruges osteløbe og ekstra bakterier. “Rigtig” valle som det du har, skulle faktisk kunne bruges til at lave myseost af. Jeg har selv forsøgt nogle gange, det er dog endnu ikke lykkedes – udover et produkt der smager lidt af myseost, men ikke er ost (for flydende). Ellers kan valle jo bruges til alt fra suppe til grød til brød og til bare at drikke :)

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s