Efter en travl arbejdssommer og en velfortjent ferie på Kreta, er jeg nu tilbage. På Kreta var jeg en tur forbi det gamle Knossos palads. Her lavede man selvfølgelig også mad… til mange!

Der er selvfølgelig masser af vidnesbyrd om måltider og mad fra det gamle Grækenland. Fra vaser og andet godt har vi billeder af folk der spiser og vi ser hvordan de spiser og hvad de spiser. Derfor har jeg heller ikke selv taget så mange billeder af de fine minoiske og græske vaser på Kreta; dem kan man jo finde ved en nem og hurtig søgning på Google. Men jeg, som syntes alt der har med oldtidens madlavning at gøre, kan jo ikke lade være med at kigge nærmere på visse spændende genstande. Jeg har især hæftet mig ved nogle af de lidt mere interessante fund, som giver lidt hentydninger til madlavning og spisning… her følger derfor et par billeder.

Her ses en bikube – ja, en bikube! Den er lavet af ler og har, naturligvis, først været anvendt til at holde bier, så man kunne få fat på den dejlige honning. Det, der gør denne bikube ekstra interessant er dog, at den efterfølgende er brugt til en barne-begravelse. Det er altså både en bikube og en kiste. Det ser man vist ikke hver dag?
Herunder ses nogle kæmpestore lerkrukker til opbevaring af mad. Vi har nogle store i Danmark også, men de blegner lidt ved siden af disse, hvoraf nogle bestemt er over 1½ meter i højden og måske endda højere end det. Selv fascineres jeg gang på gang af de dygtige pottemagere på min arbejdsplads – og jeg tænker, at selv de må fascineres af disse kæmpekrukker. Det må have taget sin tid at producere og brænde dem. Nogle af disse kæmpekrukker er i øvrigt også anvendt som kister til begravelser. Det er da lidt interessant at man anvender beholdere fra madlavningen til begravelser. Maden, livet og døden i en fin sammenhæng.
Endelig er der disse spændende, virkelig store kedler til madlavning! Jeg hæftede mig ved at den mindste på billedet her, måske kun er en smule mindre end den dansk-fundne Gundestrupkedel. Den store kedel er altså virkelig stor! Her kunne der laves mad til de mange mennesker, som sikkert samledes i forbindelse med store religiøse ceremonier og fester på fortidens Kreta.
Det har været en dejlig sommer og en virkelig dejlig uge på Kreta, til trods for regn nogle af dagene. Men uden regnen havde vi måske ikke besøgt Kissamos (hvor der var tørvejr, til forskel fra den ferieby vi boede i) og så havde jeg ikke set blandt andet bikuben og andre spændende ting på det lille arkæologiske museum i denne by.
Det kunne være jeg skulle kaste mig ud i lidt forhistorisk græsk madlavning som det næste projekt til bloggen her – omend jeg heller ikke har glemt, at mange af mine læsere gerne vil læse mere om for eksempel jernaldermad og stenaldermad. Det skal nok komme altsammen; nu er vinterhalvåret startet og det er jo en perfekt anledning til at udsætte min familie for nye forhistoriske mad-eksperimenter.