Agern som menneskeføde

I en af mine bøger om spiselige, vilde planter er et afsnit om eg og agern. Det lød spændende, så jeg besluttede mig for at lave agernmel – til bagning eller til varm kakao.

Agern indeholder dog garvesyre, som er grunden til at de ikke smager så godt i rå form. Garvesyren skal fjernes før de er til at spise – det er en lidt omstændelig proces og jeg kan godt forstå, hvorfor man ikke bare lige giver sig i kast med det i dag. Vi har jo spiselige nødder, som kræver langt mindre arbejde end agern. Men det er spændende at prøve noget nyt og blot duften fra de endnu ikke færdige agern var forsøget værd. Derudover er det jo lige præcis sæson for agern nu og jeg er sikker på, at man i oldtiden spiste hvad der var i sæson; eller gjorde råvarer klar, så de kunne holde sig til vinteren.

Lidt agern-historie må der til

Agern har mennesket spist siden jægerstenalderen og sikkert længere endnu. Vi har i hvert fald gjort fund af agern fra alle forhistoriske perioder, hvor det lader til, at de er indsamlet til menneskeføde og ikke dyreføde.  I nyere tid er agern ofte anvendt som for eksempel svinefoder og i gamle dage drev man netop sine svin ud i skoven, hvor de kunne spise sig fede i både agern og bog om efteråret; olden kaldes det også. I krigstid har man også fremstillet erstatningskaffe af agern, men med det samme ægte kaffe kunne skaffes igen, gik man væk fra erstatningen. Det er omstændeligt at producere det!

Men i endnu ældre tider har mennesket altså også spist agern. I min søgning efter information fandt jeg for eksempel en spændende beretning om en bondestenalderplads (Gilmosevej), hvor man havde fundet en stor mængde forkullede agern. I flere tilfælde af fund af forkullede agern, er de fundet i forbindelse med bebyggelse og også i forbindelse med andre fødeemner, som for eksempel korn. Derfor mener man, at det ikke har været dyreføde. Det at de har været forkullede kan måske også antyde en varmebehandling af agernene, så man har kendt til at garvesyren skulle fjernes. Man har også spist dem i senere forhistoriske tider, for eksempel i jernalderen. Bi Skaarup skriver lidt om agern til bagning i afsnittet om jernalder i bogen Bag Brødet (i øvrigt en skøn bog).

Bi Skaarup nævner også hvordan man behandler agernene før indtagelse – og hvis man søger på internettet er der også forskellige fremgangsmåder. Det er blot at vælge den, man syntes lyder bedst. Herunder vil jeg beskrive min proces.

Klargøring af agern

Indsaml en god mængde agern, enten fra jorden eller direkte fra træet. Jeg ved ikke om de skal være brune når de skal bruges, eller om de må være grønne, men jeg valgte at samle en masse, både brune og grønne – for derefter at tørre dem i vindueskarmen, til de grønne agern også var brune.

De blev nu ristet et stykke tid på en tør pande, hvilket også skulle hjælpe til at gøre skallerne nemmere at få af. Efter ristning blev de kølet ned. Jeg brugte en kniv til at åbne skallerne med og få nødden indeni ud. Duften af nødderne var helt fantastisk; en sød og smøragtig duft, som mindede lidt om karamelliseret hvid chokolade. Nødderne blev hakket groft og placeret i en finmasket si – og derefter overhældt med 3 hold kogende vand, for at vaske garvesyren ud. Herefter blev de bredt ud på papir på en bageplade for at tørre igen.

Tilsidst ristes de hakkede agern atter på en pande, til de er knastørre og kan knuses til melpulver. De må gerne tage lidt farve når de ristes. Når de skal knuses, kan Det for eksempel gøres i en moderne kaffemølle eller med en morter. I et fortidshus kunne de jo passende knuses på gruttestenen. Når agernmelet er blevet så fint man ønsker det, gerne knust til pulver, er det klar til anvendelse. Mine cirka 200 gram agern blev til cirka 100 gram færdigt agernmel.

Agern-kakao

Herhjemme valgte vi valgte i første omgang at lave agern-kakao. Idéen var god, for det var jo en nem og hurtig måde at smage produktet på. Og hvorfor ikke, egentlig? De gamle aztekere drak jo også kakao, så det er ikke fordi det er en nymodens opfindelse.

Til én kop varm agern-kakao blandede jeg først 1½ tsk agern med 1½ tsk. sukker. Jeg rørte det ud i en smule kold mælk. Resten af mælken blev varmet og hældt over blandingen, som nu blev rørt ud i den lune mælk. Det smagte virkelig godt! Kan I læse overraskelsen? Jeg havde nok forventet noget mere bittert, men det var faktisk lækkert. Datteren ville nærmest ikke lade mig få kruset tilbage, da først hun havde smagt. Smagen er dog ikke kakao-agtig, men nærmere lidt henad søde nødder. Næste gang skal forholdet ikke være som før, da jeg godt syntes det kan smage mere af agern. Mindre sukker og mere agern. I et fortidsmiljø ville man selvfølglig erstatte sukker med honning. Der er desværre intet billede af et krus varm agern-kakao, da det forsvandt ret hurtigt.

Grundet succesen med første smagning, har jeg nu indsamlet flere agern så jeg kan lave mere agernmel – for jeg vil også gerne prøve at bage med det. Jeg tænker noget henad jernalderkiks, men med iblandet agernmel. Mere om det i næste indlæg her på bloggen. God fornøjelse med at fremstille agernmel!