Jernalderkiks med agernmel

Efter succesen med den første omgang hjemmelavet agernmel, måtte jeg selvfølgelig producere og eksperimentere noget mere.

Jeg indsamlede nye agern, som naturligvis forberedes på samme måde som sidste gang. Dvs. ristes tørre på panden, ud af skallerne, hakkes, overhældes med kogende vand, tørres, ristes igen og tilsidst males til mel eller pulver. Allerede ved første skridt opdagede jeg, at jeg havde gjort noget rigtigt sidste gang – jeg lod agernene tørre en uges tid i vindueskarmen, før de mødte pandens varme. Disse havde kun tørret et par dage i vindueskarmen og var vist ikke helt tørre nok til at blive udsat for sådan varme, mens de stadig sad i skallerne. I hvert fald ‘poppede’ et par stykker af dem på panden, hvorefter jeg valgte at tage dem og af køle ned. Resten af processen forløb som planlagt, ingen slinger i valsen dér.

Agern-kakao smagte rigtig fint. Vi fik en kop mere en af de næste dage og denne gang lavde jeg min varme agern-kakao med honning i stedet for sukker. Det fungerede rigtig fint, men man skal være påpasselig med honningen. Det søder jo på en helt anden måde end sukker og kommer nemt til at overdøve smagen af agern.

Det jeg dog allerhelst ville bruge mit agernmel til, var at forsøge at lave jernalderkiks. Jeg kalder dem jernalderkiks, fordi det er de kiks jeg lærte at lave i forbindelse med mit arbejde i jernalderlandsbyen Lethra. Det kunne være spændende at se, om agernmelet ville kunne anvendes til sådanne kiks. Og jeg vil sige at det er ærgerligt at det kun er sæson for agern få uger om året, for nu kan jeg ikke lave flere før næste efterår. Jeg vil tro, at hvis man har lavet agernmel til brug i maden i oldtiden, så har man samlet virkelig mange agern og lavet virkelig meget mel. For når der ikke er mere, så er der ikke mere før næste efterår. Det er dog en god måde at spare lidt på det rigtige mel i en periode. Dertil kommer at jeg tror det har været en kærkommen anden smag, end det maden normalt smagte af. Vores forfædre har vel også holdt af variation. I øvrigt har jeg fundet ud af, at udover især stivelse og fedt, så har agern et stort indhold af kalium, magnesium og vitamin A. Der har altså været en masse gode ting i agern, som man ikke har vidst dengang, men kroppen har sikkert haft gavn af de ekstra vitaminer og mineraler.

Tilbage til kiksene, som blev temmelig gode, hvis jeg selv skal sige det. Faktisk er disse kiks lige en lidt mere lækker version af de sædvanlige jernalderkiks, som jeg har kendt til ligeså længe som jeg har arbejdet i forhistoriske miljøer.

Jernalderkiks med agernmel

1 håndfuld hvedemel
1 håndfuld grahamsmel
1 håndfuld agernmel
1 tsk honning
Lidt salt
Vand

De tre meltyper blandes sammen med en smule salt. Tilsæt honning og herefter vand imens der æltes. Vandet tilsættes lidt efter lidt, indtil man har en sammenhængende dej. Agernmelet suger meget væske, så det kan være der skal mere vand i end man lige tror – og man skal ikke vente for længe med at forme kiksene, da dejen nemt bliver tør og smuldrende. Til gengæld er dejen ikke klistret – jeg tror det skyldes det store fedtindhold i agernene. Tag nu små stykker dej, på størrelse med en stor pebernød, og tryk dem så flade som muligt ved hjælp af håndfladerne. Kiksene bages straks, på bageplader af jern eller ler ved et bål – eller i en ovn på 215 grader i ca. 10 minutter. Vend kiksene efter 5 minutter. Jeg bagte mine i ovn og anvendte kun undervarme/varmluft i et forsøg på at simulere varmen fra et ildsted.

Bagefter blev de indtaget med en omgang frisk og hjemmelavet smør. Det blev dog usyrnet smør af usyrnet fløde, men det er jo også hvad jeg er vant til, med hensyn til jernalderkiks. Kiksene smagte som sagt virkelig godt. Agernmelet tilfører en ny smag til kiksene, som bestemt ikke er at kimse af.

Om mennesker i Danmarks oldtid har bagt kiks af deres agernmel, er dog svært at sige. Vi ved kun at de sandsynligvis har spist agern, men ikke hvordan. Da dejen ikke er så nem at håndtere, tænker jeg, at agernmelet måske ikke er brugt til kiks. Store fladbrød ville det slet ikke egne sig til tror jeg, da dejen så nemt smuldrer og bliver tør. Jeg gad vide hvordan det ville smage i en grød? Det må prøves ved lejlighed!