Skærtorsdagssuppe på Skidenlørdag

Lørdagen før Påskesøndag kaldes traditionelt for Skidenlørdag. Det er den dag, hvor man traditionelt før i tiden spiste Skidne Æg. Det er dog noget vi spiser til påskefrokost i min familie – faktisk skal det på bordet hvert år – så derfor venter jeg lige lidt med det. I stedet har vi spist nikålsuppe – også kaldet skærtorsdagskål, selvom det ikke er Skærtorsdag mere. Den dag havde vi andre planer, så suppe blev det ikke til dér.

9 slags grønt fra have og natur hakkes

Ved at spise en suppe med ni forskellige slags kål – et gammelt ord for grønt, i dette tilfælde urter fra haven og naturen – på Skærtorsdag, skulle man angiveligt holde sig sund og rask det kommende år. Og det er jo aldrig en dårlig ting at sikre sig mod sygdom, så hvorfor ikke lave nikålsuppe? Man må i øvrigt også gerne lave syvkålsuppe, hvis man ikke kan skaffe ni slags. Jeg har lavet noget lignende før, på forskellige måder. Jeg har lavet nikål-stuvning og jeg har også lavet nikåls-pesto engang. Men denne gang blev det altså suppe, da jeg havde et kyllingeskrog i fryseren og det kogte jeg suppen på.

Min skærtorsdagssuppe på Skidenlørdag fik også tilsat porre, gulerod og pastinak, samt en lille håndfuld peberkorn og naturligvis salt. Og så har jeg været i haven og i naturen for at samle de 9 slags grønt, jeg gerne ville have i retten. Det blev til skvalderkål, brændenælde, lancet-vejbred, røllike, purløg, rosmarin, mynte, oregano samt mælkebøtte. Alt blev skyllet og finthakket og tilsat suppen. Da kyllingen var kogt godt mør, blev kødet pillet af og pillet i mindre stykker, mens suppen kogte ind sammen med det finthakkede grønt. Tilbage i suppen kom kyllingekød og suppen blev serveret med et smilende æg, som en slags hilsen til de Skidne Æg.

Røllike skal man kigge godt efter i græsset
Brændenælde og skvalderkål

Skidenlørdag hed det i øvrigt, fordi man denne dag skulle gøre rent og vaske tøj før påsken. Skiden er en anden måde at sige ‘beskidt’ på. Retten Skidne Æg har altså ikke noget at gøre med rettens farve, selvom det nemt kunne se sådan ud. Skidne Æg er smilende æg i sennepssauce, som naturligt nok derfor har en lidt ‘skiden’ farve. Skærtorsdagssuppen var lækker og jeg har også stadig mine Skidne Æg at se frem til. God påske!

Skriv et svar