Grov Grød

Grød har man nok spist i vores del af verden i mindst 6000 år – siden bondestenalderen, hvor folket heroppe begyndte at dyrke jorden med korn og andre gode sager. I dag har vi fået grovgrød til aftensmad, på datterens opfordring… og mens jeg rørte grøden, tænkte jeg på at det er en spise vores nordiske maver må være godt vant til.

De første korn man dyrkede heroppe var emmer, enkorn og hvede. Sidenhen kom mange andre kornsorter til – byg var også almindeligt, mens havre og spelt først kom til vores breddegrader i bronzealderen. I jernalderen fik vi så rug og de fire mest kendte kornsorter var dermed alle nået til Danmark. Jeg kan nemt forestille mig, hvordan husmødre i årtusinder har grydegrødstået med diverse rester af korn og lavet grød af det. Det er ikke engang sikkert, at man i korndyrkningens barndom bagte brød af kornet heroppe nordpå – det er mere sandsynligt, at man kogte grød og måske bryggede øl. Konen i bondestenalderen, bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og helt op til vor tid har stået over grøden. Til tider var det måske børnene eller trællene som rørte i grøden, for at den ikke brændte på. Og i aften stod jeg så og lavede grød af diverse gryn og kornrester jeg havde i køkkenskabet.

Vores grovgrød i dag er inspireret af madmoren i min datters vuggestue. Datteren har altid elsket hendes grød og vil gerne have det herhjemme, så jeg spurgte ind til hvordan hun lavede det. Jamen det var såmænd bare nogle forskellige slags korn og gryn, hvad man nu lige havde liggende, som blev kogt til grød; alt kan bruges. Gerne sat i blød aftenen eller nogle timer forinden, så grøden ville blive ekstra lækker.

Der er altså tale om en meget nem og helt sikkert forhistorisk inspireret ret, som man kan variere udi det uendelige. Og jeg kan godt love at den slags grød ligger godt i maven og vil holde dig mæt i mange timer!

Grovgrød (3-4 personer)

75 g risengryngrødogmos
50 g perlespelt
50 g knækkede hvedekerner
1 dl boghvede
1 l vand, mælk eller begge dele
2 dl havregryn
lidt salt

Jeg kom risengryn, spelt og hvede i en gryde med 2,5 dl vand i morges. Til aften hældte jeg vandet fra og tilsatte boghveden. Dernæst ½ liter vand og ca. ½ liter mælk. Grøden blev bragt i kog og straks skruet ned på lav varme, hvor den passede sig selv i en halv time og blev omrørt engang imellem. 10 minutter i spisetid kom jeg ca. 2 dl havregryn i for at gøre grøden ekstra tyk og selvfølgelig lidt salt for smagens skyld.

Jeg kom også en stor smørklat i, som jeg rørte i grøden i gryden. Grøden blev hos os serveret med hjemmelavet abrikosmos, men æblemos eller en mos af bær ville sikkert også gøre sig godt med sådan en slags grød. Man kan sikkert også sagtens erstatte noget af væsken med for eksempel valle, eller hvad med lidt øl? Hvad angår grov grød er mulighederne vist næsten uendelige og jeg er sikker på, at tilberedning ved/over bål kun vil fremme smagen.

Velbekomme!

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s