Det er vist ingen hemmelighed, at en af mine favoritperioder i Danmarks forhistorie er jernalderen – jeg er nok miljøskadet efter at have spenderet adskillige somre i en jernalderlandsby som studerende. Det var jo også dér, jeg bogstavelig talt fik smag for forhistorisk mad og jeg har lavet det lige siden. En af mine yndlingsretter, som nemt kan laves hjemme, er det, jeg kalder jernalderstuvning eller jernaldergryde.
Egentlig er det sjældent præcis det samme, der kommer i gryden. Der er dog ofte mange af de samme elementer. Men hvor meget jernalder er der egentlig i min jernaldergryde? Vi fik nemlig jernaldergryde for nyligt og da jeg delte et billede af retten på Instagram og beskrev ingredienserne, blev der bidt mærke i, at jeg havde indsamlet og tilsat skvalderkål til retten. Skvalderkål er kendt som en plante, der først kommer til Danmark i middelalderen. Så hvordan havner den i en ret, som er opkaldt efter en periode over 1000 år før middelalderen?
Jernalder i gryden
Min jernaldermad er inspireret af det, vi i dag ved om jernalderens madvaner. Vi ved, hvad de har dyrket på markerne og hvilke dyr de har haft og spist. Vi kender også til nogle retter fra vores område, fra jernalderen. Blandt andet fra Grauballemanden og Tollundmandens maveindhold, som var bevaret i moserne, så deres sidste måltid kunne analyseres. Disse måltider har begge været en form for grød eller stuvning med mange ingredienser – måske ikke alle ingredienser var planlagte, da det nok er de færreste, som indsamler 60 forskellige planter og urter til deres grød. Men vi ved, at man i jernalderen har tilberedt grød eller gryderetter. Derfor er en ret, jeg kalder jernaldergryde, oplagt at tilberede.
Jernaldergryde, som beskrevet nedenfor. 
Grove jernalderkiks med en smule agernmel dertil.
I min seneste jernaldergryde var der perlespelt, bacon, skinkekød i tern, gulerødder, løg, forårsløg, indsamlede urter og fløde. En form for korn kommer gerne i gryden – det mætter og man har spist en hel del korn i jernalderen, både som brød, grød og måske også i stuvninger. Jeg bruger oftest perlebyg og perlespelt, for det kan man købe i et supermarked. Derudover kan jeg godt lide at bruge svinekød. Grise har man holdt som husdyr på vore breddegrader siden bondestenalderen – og derfor også i jernalderen. Vi ved også, at man har konserveret kød siden stenalderen, til en form for bacon, hvilket jeg har før har skrevet om. Rodfrugter kommer jeg gerne i, igen fordi de mætter og man har sandsynligvis også udnyttet de rodfrugter man kunne skaffe, i jernalderen. Moderne, orange gulerødder har de ikke haft, men en form for rodfrugt har de sandsynligvis samlet. Endelig tilsætter jeg en form for løg, for det er en god smagsgiver og mon ikke man også har anvendt dette i jernalderen, hvis man kunne? Løg, som vi kender dem, kan spores til sen jernalder/tidlig vikingetid og ramsløg har vokset i Danmark siden stenalderen.
Frisk grønt i gryden
Der skal også frisk grønt i gryden. Det kan være kål, men helst en god omgang frisksamlede urter fra naturen. Det, med at indsamle urter til madlavningen, anser jeg i høj grad for at være ‘forhistorisk’, for det har man gjort til alle tider. Jernalderkonen samlede nok de urter, hun kunne, til sin ret – og det gør jeg også.
For nu at vende tilbage til skvalderkålen, så har man gjort fund af denne urt i Danmark ved Fyrkat, som er en kendt vikingeborg i Jylland. Måske har skvalderkål også været her tidligere. Så måske har jernalderkonen også indsamlet skvalderkål? Jeg vil egentlig gerne slå et slag for skvalderkålen, for den kan anvendes i et utal af retter og er jo helt gratis at samle. Faktisk vil de fleste gerne af med den, så hvorfor ikke spise den? Brændenælde har man også haft i jernalderen – og også vejbred og røllike, som jeg kom i, i denne omgang. Jeg indsamler nemlig de urter, som jeg kan finde i nærheden af mit hjem, til at komme i min ret. Og jeg glæder mig til foråret tager endnu mere fat her hvor jeg bor, for jeg glæder mig sådan til at kunne samle endnu flere urter og bruge i madlavningen.
Forhistorisk Mad 