I sidste weekend var det endelig tid til Historiske Dage 2016 – noget, der har stået i min kalender siden samme messe sidste år sluttede. Jeg glædede mig til at tage afsted og have en dag fyldt med historie, bekendte og forhåbentlig noget om mad.
Og det er nu en særlig følelse at gå rundt på sådan en messe, hvor du faktisk nærmest er sikker på at alle tilstedeværende har en eller anden form for historisk interesse. Så mange ligesindede, samlet under ét tag – og udenfor. Men noget der undrede mig, når jeg nu ved hvor fantastisk det er at formidle historie og forhistorie ved hjælp af mad… det er, at der næsten ikke var noget madformidling at finde. Min egen erfaring er, at folk lettere bliver nysgerrige efter viden, når de også kan smage historien. Langt de fleste har et eller andet forhold til mad og derfor er det en god indgangsvinkel til formidling af historien. De gange, jeg har siddet i et jernalderhus og tilfældigvis frembragt en stuvning til min frokost og smagsprøver derudover, er de gange hvor folk har sat sig ned, smagt på maden og så vil de vide mere. Hvad er der i maden? Hvem lavede den dengang? Hvorfor? Hvad var det for mennesker, som spiste maden?
Ved ganske få stande på Historiske Dage 2016 kunne man få en smagsprøve og det udnyttede jeg da også… jeg smagte på alle de smagsprøver jeg kunne. Problemet var bare, at maden jo for det første nærmest ikke var til stede på messen og derudover var den ikke særlig forhistorisk. Frilandsmuseet serverede fedtemadder og beskøjter (jeg endte med at kalde dem datidens biscotti, omend biscotti er noget mere velsmagende) og Sundtolden fra Helsingør havde også beskøjter og kommenskringler. Smagsprøver og mad tiltrækker folk – hvis flere anvendte madformidling i deres generelle formidling, er jeg sikker på de ville nå en langt bredere skare end ellers.
Egtvedpigens Bryg – og tanker omkring den
Det nærmeste jeg kom på noget forhistorisk mad var ved VejleMuseernes stand, hvor jeg straks fik stukket en smagsprøve af Egtvedpigens Bryg i hånden.
Bryggen smagte udmærket, skal jeg hilse at sige! Bryggen er baseret på den spand med en gæret drik, måske øl, som Egtvedpigen fra bronzealderen fik med sig i graven. Der var i hvert fald spor af hvedemalt, honning, porse, tytte- og tranebær i spanden. Udfra disse fund har man så skabt en øl. Og se, så sker der det ved det, at jeg tænker videre. For det gør jeg bare, når mad eller nydelsesmidler og historie kædes sammen og går op i en højere enhed! For egentlig er det interessant at b(r)ygge videre på tanken om hvad der var i den spand. Hun fik øl med, men ikke for eksempel brød eller kød eller andre spiser.
Som jeg efterhånden er kommet frem til, har øl eller andre gærede drikke haft ganske stor betydning og sandsynligvis indflydelse på livet i datiden. Ikke nok med at man dyrkede korn på marken, til at lave grød og øl af, der er også altid gjort mange fund af beholdere som sandsynligvis har noget at gøre med drikke. I dag, når vi hilser på hinanden med en drink i hånden, siger vi da også “skål” og ikke “glas”, for en skål har man jo kunnet drikke af her nordpå langt længere tilbage i tid end af glas. Derudover husker jeg da også, hvordan min far fortalte mig, da jeg var barn, om at han som bryggeri-bygger i fattige lande faktisk hjalp befolkningen. Øl skal jo koges for at fungere og er dermed en måde at få rent drikkevand på. Selvfølgelig skal sådan en tanke og historie tages med et gran salt, men på den anden side så har alle historier og eventyr jo bund i virkeligheden. Der er ikke noget at sige til at sådanne drikke har været vigtige for samfundet langt tilbage i tid.
… og det var de tanker om forhistorisk mad og øl, som Historiske Dage 2016 medførte for mit vedkommende. Jeg gad vide om alle messens gæster går ligeså meget i dybden flere dage efter?
Forhistorisk Mad 