Til årets særlige højtider hører der sig ofte særlig mad til. Og når det nu er Halloween eller Samhain, aftenen hvor vi ærer vores forfædre – hvad kan så være bedre, end at ære forhistoriens mennesker med et godt brød?
Jeg har før fejret vintersolhvervet med en jernalder-inspireret stuvning. Dagens særlige ret bliver blandt andet et groft brød med hjemmelavet kærnemælk. Derfor bliver det også lidt jernalder-inspireret, da det jo var i jernalderlandsbyen i Sagnlandet Lejre at jeg lærte at lave smør og dermed også lækker kærnemælk; usyrnet, vel at mærke.
Mad må gerne tage tid
Som nogle af mine trofaste læsere måske allerede har opdaget, har det forhistorisk inspirerede mad jeg laver, en tendens til at tage tid. Gode stuvninger, surmælksprodukter, ost og brød tager tid, især hvis det skal smage ordentligt. Før i tiden brugte man jo heller ikke al sin tid på Facebook og andre sociale medier. Hvis I har set den nye DR-programserie Skru’ tiden tilbage – til 1950’erne, ved I, at familierne som deltog ofte håbede på at få mere tid sammen. Men det viste sig, at moderen brugte det meste af tiden på blandt andet madlavning. Det er sandsynligt, at det har været sådan i hundredevis og måske tusindvis af år – at man brugte meget tid på madlavningen. Jeg kan heldigvis godt lide at bruge god tid på mad og jeg tror i det hele taget, at mennesker i den vestlige verden i dag bruger for lidt tid på madlavning. Og hvorfor dog nedprioritere noget, som er så vigtigt for overlevelsen… for slet ikke at tale om livsglæden? Min egen datter, som nu er 3 år, håber jeg da også vil kunne lide at lave mad. Hun er i hvert fald allerede med i køkkenet og har været det i lang tid. Derudover er hun så heldig at have en mor, som kan lave mad. Jeg har helt bestemt selv fået noget af min madlavningsglæde fra min egen mor, som jeg også var meget i køkkenet med både som barn og som ung.
Dagens brød er ingen undtagelse hvad angår tiden. Man kan sikkert sagtens lade det hæve kortere tid, men min erfaring siger mig at både æltning og hævning gør noget ganske særligt ved smagen i et brød. Jeg elsker at bruge god tid på et godt brød – og gør det næsten hver gang, jeg bager brød.
Brød kan jo i øvrigt varieres udi det uendelige! For ikke så længe siden bagte jeg brød med valle og i dag bager jeg altså brød med kærnemælk. Denne gange har jeg ikke syrnet fløden først, hvorfor kærnemælken nu bliver lidt mere sød og lidt smøragtig.
Brød med kærnemælk
Først skal kærnemælken fremstilles. En halv liter piskefløde piskes indtil den er blevet til smør og kærnemælk. Klem så meget kærnemælk ud af smørret som du kan og gem resten af smørret i køleskabet til senere. Nu kan brødet påbegyndes. Følgende er min ingrediensliste og fremgangsmåde.

2 dl hjemmelavet kærnemælk
1 dl vand
25 g økologisk gær
1 tsk honning
1 tsk sydesalt
1 dl grahamsmel
½ dl hørfrø
en lille håndfuld hasselnødder, groft hakkede
hvedemel
smør og evt. mere sydesalt
Lun kærnemælk og vand til det er fingervarmt og rør gær, honning og salt ud heri. Tilsæt nu grahamsmel, hørfrø, nødder og 3 dl hvedemel. Rør det hele godt sammen, eventuelt med en ske. Dæk fadet med et klæde og stil det på køkkenbordet. Lad dejen hæve cirka 3 timer, gerne mere, før der æltes hvedemel i, til dejen er fast nok til at formes – men uden at den slipper fingrene altfor let. Form brødet som du vil have det, dæk det med klædet igen og lad det hæve mindst en time, indtil dobbelt størrelse. Rids brødet og smelt noget af det hjemmelavede smør fra tidigere. Brug smørret til at pensle brødet med og drys eventuelt lidt salt over brødet før det kommer i ovnen. Stil brødet i en 250 grader varm ovn, skru ned på 200 grader efter 5 minutter og bag det til det er lysebrunt. Det tager cirka 30-35 minutter, afhængig af ovnen.
Samlet set tog det altså næsten 5 timer at bage dette brød… og brødet blev blødt med en let saftig krumme og en lækker skorpe. Datteren kunne ikke vente til aftensmaden med at smage, så vi prøvesmagte brødet med lidt hjemmelavet smør fra sidste gang på. Senere fik vi brødet som tilbehør til en suppe med gulerødder, kartofler og porre. Måske knap så forhistorisk, men ikke desto mindre ganske lækkert.
Glædelig Samhain, Halloween eller hvad du nu fejrer.