Igen har jeg været afsted til Historiske Dage i København – og som altid var jeg meget nysgerrig, hvad angår brugen af mad i formidlingen på de forskellige stande.
Messen var ganske godt besøgt i år, eller det virkede i hvert fald sådan. Der var mange mennesker og virkelig mange spændende oplæg på de forskellige scener. Jeg er generelt ret begejstret for konceptet og idéen med Historiske Dage. En hel festival/messe kun til historie! Selvfølgelig kunne jeg, som arkæolog, godt ønske mig lidt mere forhistorie, men jeg kan også godt høre at “Forhistoriske Dage” vil lyde meget tørt i de flestes ører. Det er dog alligevel dejligt at se alle de historie-interesserede mennesker og blot sidde og kigge eller smuglytte på samtalerne. Og det er hyggeligt at gå rundt og opleve alt hvad der er at opleve.
Men lad det være sagt med det samme – hvad angår madformidling, var det ikke et meget imponerende udvalg i år; jeg var afsted om søndagen. Sidste år var der historisk kagedyst, der var stenaldermad og andre gode ting og i år glimrede disse ting ved deres fravær. Af smagsprøver var det hovedsageligt forskellige drikkevarer og de få steder, hvor man kunne få noget spiseligt, var det en lille bid og meget moderne (i hvert fald når man er arkæolog). Ved Frilandsmuseets stand kunne man for eksempel smage en frøsnapper og et snapseglas sodavand og ved Mosede Fort stod den på en bid historisk honningkage. Mosede Fort havde dog lidt et tema om mad i perioden for første verdenskrig og der var da også et oplæg på en af scenerne omkring det.
Tilbagevendende læsere af bloggen her vil dog vide, at det er en af mine kæpheste; anvendelsen af maden i formidlingen. Det ærger mig jo lidt, at de fleste ikke gør sig mere i formidling med eller ved hjælp af mad. Der er så meget godt, man kan gøre med mad og formidling. Man man anvende det til at tiltrække nysgerrige, nye besøgende og få sig en god snak med dem, når de nu alligevel står og smager på fortiden. Så bliver de måske mere nysgerrige om hvilket museum eller firma du kommer fra og så virker det jo. For alle har brug for at spise og alle har en holdning til mad. Derfor er det ærgeligt, at der ikke er flere, som bruger denne gode indgangsvinkel til at skaffe opmærksomhed.
Derudover kunne man godt antage, at hvis du står på en stand på en messe og sælger noget at spise eller drikke – så har du i det mindste selv smagt på varen, så du ved hvad du sælger og du kan derudover udtale dig om historien bag varen. Når man for eksempel smager på øl, som er baseret på arkæologiske fund, så kunne det være spændende med en snak om baggrunden for en sådan øl. I stedet kunne man jo samle en folder op og læse den, men det er bare ikke helt så mindeværdigt som det andet. Og mange steder trisser folk jo blot forbi standen, napper en smagsprøve og trisser videre. De bliver sjældent stående, medmindre de får en virkelig god historie med.
Mjød var der som sædvanligt rigeligt af og her var sælgerne oppe på mærkerne, som altid. Der var to forskellige stande som solgte mjød (Mjødladen og Lahrsten) og så var der en stand om vikingeoplevelser, “made by vikings”, hvor man kunne smage kongehalsmjød – dvs. mjød brygget i samarbejde med Sagnlandet Lejre, hvor der netop nu arbejdes på en kongehal fra vikingetiden. Ved sidstnævnte var der også et par godbidder af mad, som en viking for eksempel kunne bruge på en længere rejse… mad som kunne holde sig.
Denne mad og dermed smagsprøverne bestod af tørret kød, tørrede æbler og nødder. Og hvis man spurgte ind til det, fik man også historien bag. Så lidt madformidling var der da at finde – og det var dejligt at se.
Selvfølgelig har alle stande det formål at reklamere for netop deres felt, emne eller museum og naturligvis har de ofte et fokus… og det er sjældent maden, som er det egentlige fokus. Men der hvor der er smagsprøver, kunne de i de fleste tilfælde sagtens blive anvendt meget bedre. Når det er sagt, var det ellers, som beskrevet, endnu en ganske godt besøgt og spændende messe der blev holdt i år og jeg vender bestemt tilbage næste år.
Forhistorisk Mad 