Uha der har været stille her på Forhistorisk Mad det sidste års tid – jeg elsker mit arbejde, men desværre efterlader det ikke meget tid forhistorisk madlavning eller til bloggen her. Og nu blev det pludselig vintersolhverv og jul igen. Til vintersolhverv i år var jeg på arbejde og havde travlt med juleplanlægning, så nogen særlig speciel middag blev det desværre ikke til i år. Heldigvis var der jo også juleaften, med alt hvad dertil hører af lækre sager – og den blev lige præcis så god, som den skal være.
Året er, som nævnt, primært gået med arbejde for mit vedkommende. Arbejde i de helt fantastiske smukke rammer, som er Kronborg Slot. Her formidler jeg slottets historie og alt hvad der hører sig til de tidsperioder, slottet har fungeret i. Det drejer sig selvfølgelig både om den generelle historie, men naturligvis også om den mad, man spiste i især renæssancen. Og jeg griber enhver mulighed jeg kan, for at fortælle om maden. For nylig mødte jeg for eksempel en gæst, som viste sine forældre rundt. Hun havde selv været på slottet flere gange, men jeg tilbød alligevel at fortælle lidt, hvis der var noget særligt hun ville vide. Gæsten var så venlig at spørge, hvad jeg gerne ville fortælle om – så vi snakkede lidt om madvaner og julesmåkager før i tiden.
Lige præcis det med småkager er et interessant emne og dem har jeg faktisk haft en del at gøre med – men på en lidt speciel måde. Til årets julemarked fik jeg til opgave at skabe en bod med smagsprøver på renæssancemad. Projektet endte med, at gæsterne til julemarkedet kunne smage på peberkagemos og mandelmælk med rosenvand. Begge meget fornemme retter, som man har spist før i tiden. Det er jo sådan, at peberkager ikke altid blot har været til at spise. Før i tiden brugte man også de hårde, små kager som krydderi og jævner i sovsen. Krydderier var jo værdifulde, så man kunne dosere de dyre krydderier ved at komme peberkager i maden. Peberkagemosen er derfor ment som en slags sovs, man kunne spise til kødretterne. Mandelmælken var også fin – mandler var en luksusvare og med sukker og rosenvand i, bliver det bare lidt mere fornemt. Begge smagsprøverne var inspireret af opskrifter fra Danmarks Ældste Kogebog 1616, omend dér bruges almindelig mælk til retten med rosenvand. Jeg valgte mandelmælk blandt andet for at vise, at det også var noget man drak dengang – noget, der faktisk overraskede en del af gæsterne ved boden.
Det var både spændende og sjovt at stå i boden og dele smagsprøver ud og se og høre gæsternes reaktioner på smagsprøverne. Ikke alle brød sig om smagen – men de syntes alligevel at det var både anderledes og interessant at smage lidt på, hvad man har spist af (for os) sære ting i renæssancen. I det hele taget er det en spændende periode at formidle mad udfra, for mange af de madvaner vi har i dag, kan faktisk spores tilbage til den tid. Julesmåkagerne med deres mange krydderier er blot én af dem – og dem serverer vi også i dag, når det skal være ekstra godt til jul, for det er en tid, hvor vi nyder det bedste af det bedste. Det gør jeg i hvert fald.
Jeg håber mine læsere har haft en skøn jul og kommer godt og sikkert ind i det nye år – og at jeg forhåbentlig får lidt mere tid og overskud til bloggen på den anden side af nytåret.
Jeg var ikke klar over, du arbejder på Kronborg – jeg bor i Helsingør. Det lyder vildt spændende med din madbod, og jeg har faktisk ikke besøgt Kronborgs julemarked endnu, men det må på listen til næste år.
Jeg glæder mig til at læse med i det nye år – glædelig jul og godt nytår!
LikeLiked by 1 person
Du må da endelig kigge forbi – det er et skønt slot og både jeg og alle mine kolleger elsker jo at formidle slottets historie. Glædelig jul! :)
LikeLiked by 1 person
Jeg har været der ofte med børnene, bare ikke julemarkedet endnu, men jeg tænker også en rigtig rundvisning må være på sin plads i det nye år 🎉
LikeLike