Snacks og mellemmåltider

For nyligt spurgte en læser, hvad man mon spiste af snacks i for eksempel vikingetiden. Det er et spændende emne, for jeg er før blevet stillet dette spørgsmål – for nogle år siden ringede DR Ultra til mig for at forhøre sig om hvilke snacks man mon havde i for eksempel jernalderen.

kiks
Mon de nemme brødkiks har været populære snacks i jernalderen? 

Vi ved en del om hvilke råvarer de havde og noget om hvad præcis de har spist – for eksempel fra mosefund og kar med brændte madrester. Det er ikke svært at forsøge at genskabe retter man muligvis har spist i jernalderen eller vikingetiden for eksempel. Men hvad spiste de mon, når de var lidt småsultne eller måske lækkersultne?

Måltider og snacks

Jeg har før skrevet lidt om måltider før og nu, da jeg overvejede hvad en stenalderjæger mon ville spise til morgenmad. Før i tiden har det været almindeligt, i hvert fald på landet, at spise et stort morgenmåltid og et stort aftensmåltid – disse måltider kaldtes davre og nadver. Frokosten var egentlig blot et måltid mellem måltiderne – altså et mellemmåltid. Måltidet mellem måltiderne har været et koldt måltid, som man kunne tage med sig, for eksempel på arbejde i marken. Senere kom ordet frokost til, som en betegnelse for det tidlige måltid – altså morgenmaden. Efterhånden begyndte man så at anvende ordet frokost om måltidet midt på dagen.

Vi ved en smule om snacks fra stenalderen – at stenaldermanden Ötzi havde nemlig blandt andet spist noget tørret kød, inden han døde. Han har også indtaget noget brød og man har fundet rester af både slåen og andre vilde bær i hans mave. Brød og kød havde han nok medbragt, men bær kan man jo finde på vejen – lige til at stille den værste sult, mens man er på vandring eller måske på flugt.

Fra min erfaring med arbejdet med fortidsfamilier i en jernalderlandsby ved jeg, at de gerne spiser 3 måltider om dagen… de er jo moderne mennesker, så det er de vant til. Mellem måltiderne sker det jo, at børnene bliver sultne. Så er der æbler, brødkiks og til tider bacon spidstegt over bålet. Så både frokosten og de små måltider er nemme og også gerne hurtige at fremstille.

Romerne og grækerne har vi lidt flere vidnesbyrd fra og det er jo cirka samtidig med jernalderen. Det er selvfølgelig ikke sikkert de har spist det helt samme, men det er i hvert fald en brugbar kilde.

honningkage
Romersk honningkage… lækkert!

Romerne var glade for blandt andet nødder og søde kager. De kunne også finde på at riste for eksempel kikærter og bruge dem som snack. Grækerne havde nogenlunde samme tilgang; ristede nødder, bælgfrugter og kastanjer var fine snacks – og de honningsødede kager, som romerne jo også var glade for. Jeg har i øvrigt også før skrevet lidt om kage her på bloggen.

Hvad ville jeg spise som oldtids-snack?

Man kan jo overveje, hvad man selv ville spise, hvis man levede i forhistorisk tid – eller tog en tidsrejse tilbage til en bestemt periode. Jeg kan forestille mig, at man i stenalderen for eksempel har spist frugt, nødder eller bær, hvis man ikke lige var hjemme på bopladsen. Eller man medbragte noget tørret kød eller andet tørret mad – måske bær eller æbler. På bopladsen har mellemmåltidet – hvis et sådant overhovedet fandtes for 6000-10.000 år siden i vores del af verden – måske blot været lidt rester af mad i en krukke, eller også en af de ovennævnte nemme ting at spise.

imag0300
Tørrede æbler er et oplagt mellemmåltid – og noget, mange stadig nyder den dag i dag.

Fra bondestenalderen og fremefter bliver vi bofaste og der er større valgmuligheder hvad angår mad og mellemmåltider. Igen har rester af det seneste egentlige måltid nok været oplagt, hvis man var lidt sulten op af dagen. Grøden kunne spædes op med lidt vand eller valle, eller blandes med mel og bages til små kager. Samtidig kunne frugter – tørrede eller friske – og måske brød, fladbrød, kiks eller tørret, saltet eller røget kød nok bruges. Og når man opdager hvordan man laver lagret ost, har ost også været nemt at gå til. Jeg forestiller mig primært, at mellemmåltider har været noget hurtigt og nemt og noget man kunne tage med sig.

Mon ikke det måske har hængt sådan sammen, helt op til vikingetiden og middelalderen? Hvad ville du selv spise til mellemmåltid hvis du levede i det forhistoriske Danmark?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s