Historiske Dage 2023 – mest middelaldermad

Da jeg købte årets billet til Historiske Dage, gik det op for mig, at det jo er hele 5 år siden, jeg sidst var afsted. Det er alligevel nogle år. Men der kom jo lige en pandemi i vejen og så fik jeg et skønt job. Men nu havde jeg endelig igen muligheden for at deltage, så afsted det gik. Som sædvanlig var jeg især på udkig efter den gode madformidling og jo, den var der… men man skulle kigge godt efter.

Måske noget af det, jeg havde set mest frem til – Middelalerligt Madshow fra Middelaldercentret

Historiske Dage lignede sig selv ved ankomst. Jeg har jo været der nogle gange før og har skrevet om oplevelsen i 2016, 2017 og 2018 . Der var nogle stande udendørs, da der jo ikke lige er plads til også at køre en bus, kampvogne og stille mange telte op indendørs. Indenfor i Øksnehallen var der virkelig mange mennesker. Det var faktisk lige før jeg overvejede ikke at tage afsted, da de annoncerede, at der var solgt over 8000 billetter før messen gik igang. Og der var godt proppet, men det var da lige til at smyge sig omkring, trods alt.

Madvarer, salt og krydderier ved Non Nomens stand på messen

Vel indenfor på messen gik jeg på udforskning. Der var ikke helt så mange bog-stande, som jeg husker fra sidst, hvilket ikke gør mig noget. Jeg tager ikke på en sådan messe, for at købe en bog. Jeg vil hellere opleve god formidling om museer og andre historiske oplevelser. Det jeg især kom for, måtte jeg dog lede lidt efter. Jeg vidste dog heldigvis, at Middelaldercentret havde et show om middelaldermad på programmet, så jeg fandt deres stand og der var da også lidt madformidling og kendte ansigter. Jeg så frem til showet senere på dagen. Videre gik det og jeg var egentlig på vej for at se et show fra de romerske reenactors, da jeg mødte Non Nomen, hvor jeg egentlig bare lurede lidt på standen, fordi der stod en smørkærne og skåle med krydderier og salt. Pludselig var jeg i en længere samtale om middelaldermad, konservering, salt og andet spændende.

Det var lige til at blive helt glad af, når man nu var på udkig efter madformidling. Jeg trissede lidt videre og mødte blandt andet også formidlere fra Lund, da domkirken derovre i år kan fejre sin 900 års fødselsdag. Der var smagsprøver på æbler og æblemost fra Lund, hvilket faktisk var ret lækkert. Jeg så kun smagsprøver ét andet sted, ved Forstadsmuseet, som havde nogle lokale øl man kunne smage på. De var dog travlt optaget med andre gæster hver gang jeg kom forbi, så jeg nåede ikke at smage. Utroligt nok var der denne gang ingen boder med mjød på Historiske Dage. Roskilde Museum havde en stand fra deres købmand med bl.a. bolsjer, men så vidt jeg kunne se, skulle man her købe for at smage på sagerne.

Man skal huske at vaske hænder før maden – også i middelalderen

Det Middelalderlige Madshow

Endelig var det tid til Middelaldermad-showet. Showet handlede om, at én med penge, en jævn person og den fattige skulle alle have noget at spise. Men hvad spiste de? De to herrer sad ved bordet, mens stakkels Fattig-Marianne fik lov at sidde på kanten af scenen og vente. Det blev formidlet ganske fint, hvordan forskellen var på den mad de fik serveret og hvordan den fattige fik resterne tilsidst. Og det var ikke kedeligt, da de deltagende faktisk spillede deres roller rigtig godt. Det var underholdende og publikum grinede flere gange – der var god stemning i teltet.

Jeg blev siddende og holdt min plads, hvor den nu stod på en omgang empire-dans (Napoleonskrigene formidlet gennem dans), hvilket var ganske informativt også. Endelig var der middelalder-modeshow, også fra Middelaldercentret og atter en gang ganske underholdende. En god måde at slutte af på.

Men man kan vist roligt sige, at madformidling ikke var i høj kurs på årets Historiske Dage. Hvorfor jeg syntes, der bude være mere af den slags, kan man læse om i mine tidligere blogs om madformidling på Historiske Dage – links til disse findes længere oppe i teksten. Imens håber jeg på, at der er mere af den slags til næste år.

Skriv et svar