Så blev det atter solhverv – og atter engang blev der serveret lidt ekstra lækker mad i dagens anledning. I år valgte jeg at kæde nyt og gammelt sammen… for jeg holder både meget af det forhistorisk inspirerede og af mjød, men jeg holder også meget af moderne julemad. Og som sædvanlig, mens vi fejrer at dagene snart, langsomt og sikkert, bliver længere igen, tænker jeg på, hvordan vores forfædre fejrede denne højtid.
Årets solhvervsmiddag her i hjemmet bestod af and – jeg tilberedte mjødmarinerede andelår… og dét kan anbefales. Dertil grønkålschips, en lækker sovs af marinadefonden fra ovnen og bulgur i stedet for byg eller spelt i år. Marinaden til de 3 andelår bestod i øvrigt af et par deciliter mjød, lidt salt, laurbærblade og peberkorn. Al marinaden blev selvfølgelig hældt i bunden af bradepanden, sammen med lidt rodfrugter og løg, da ænderne skulle i ovnen. De fik også lige en ekstra omgang salt. At servere and, til jul i hvert fald, er en ret moderne opfindelse – den har allerhøjst et par hundrede år på bagen, hvis ikke mindre. At spise and går dog selvfølgelig mange tusinde år tilbage i tiden, som nogle nylige og meget spændende forskningsresultater viste – læs om stenalderpigen Lola, som lige havde spist lidt and, før hun spyttede sit ‘tyggegummi’ ud, her. Men om man lige spiste and ved solhvervstid i stenalderen, det er ikke til at sige. En anden populær spise til jul, det er den gode flæskesteg. Og flæsk til jul, eller i hvert fald svinekød, det er virkelig en god gammel tradition, som vi har haft i tusindvis af år.
Sidste uge skrev jeg om, at rigelig mad og drikke nok er den juletradition, der har holdt i længst tid. Og én af de former for mad, man har spist siden tidernes morgen i Nordeuropa på denne årstid, det er svinekød, dengang naturligvis stegt over bål. Netop svinekød stegt ved bål, er faktisk en tradition ved solhvervstid, som kan spores tilbage til bondestenalderen – i hvert fald i England.
Tilbedelse af solen
Der er en god grund til at placere gode fester med mad, drikke og masser af lys og glæde midt i den mørke og kolde tid, hvor man længes efter solen. Mange arkæologiske fund fra både jernalder, bronzealder og stenalder tyder på, at man havde et nært forhold til solen i oldtiden og at vintersolhvervet var særlig vigtigt.
Fra stenalderen – bondestenalderen – har vi, både i Danmark og i andre lande i Nordeuropa, jættestuer og andre monumenter, som har en eller anden forbindelse til vintersolhvervet. Nogle af de mest kendte i udlandet er for eksempel Newgrange i Irland og Stonehenge i England. Ved Newgrange er det vintersolhvervet, som er i fokus, da solen hér skinner gennem den lange indgang og ind på kammerets bagvæg lige præcis i dagene omkring vintersolhverv. Stonehenge har forbindelse til både sommer- og vintersolhverv. Men én ting er at fejre solen… men fordi bloggen hér handler om mad og madvaner, har jeg selvfølgelig haft mange tanker om, hvad fik de at spise til disse fester i stenalderen? Ikke langt fra Stonehenge ligger Durrington Walls. Sidstnævnte er en såkaldt woodhenge, altså en form for hellig cirkel, men denne gang af træ fremfor sten. Og netop Durrington Walls er meget spændende, når vi gerne vil vide, hvad man spiste ved vintersolhverv i stenalderen.
Solhvervsfester alle vejne
Ved Durrington Walls har man gjort nogle meget spændende fund – nemlig rester af måltider, i form af knogler, hvor man har kunnet regne ud, hvornår de er blevet slagtet. I dag slagter vi jo året rundt, men både i nyere historisk tid og i forhistorisk tid har det været skik at slagte ved vintertid og gerne solhverv. Størstedelen af de knogler fra dyr, man fandt ved Durrington Walls, stammede fra grise. Man har nemlig fundet knogler af grise, som har været cirka 9 mdr. gamle da de blev slagtet. De er sandsynligvis født i foråret og slagtet til vintersolhverv. Så man kan sige, at dét, at spise flæskesteg til jul, det er måske en skik der går længere tilbage i tid, end de fleste lige tror.
I Danmark har man i øvrigt også fundet nogle samlingspladser fra bondestenalder. Det drejer sig både om indhegnede pladser, også med grøfter og begravelser – såkaldte Sarupanlæg – hvor man altså både har fundet knogler fra mennesker og dyr. Blandt andet svineknogler. I Himmerland er fundet nogle stenrækker, som peger direkte mod solopgangen ved vintersolhverv. Woodhenges har vi også i Danmark, særlig på Bornholm, hvor den mest kendte nok er Rispebjerg. Her fandt man for nogle år siden resterne af en kreds af stolper og i nærheden en masse sten med indridsninger af blandt andet solen. Her har måske også været store fester og ritualer og hvem ved, måske til solhverv?
Det er i øvrigt lidt en tradition her på bloggen, at jeg udgiver et indlæg i anledning af vintersolhverv. Her er derfor links, hvis man vil læse lidt om, hvad jeg mon fandt på at lave af god spise de foregående år.
Solhverv 2018 – Flødestuvning og flæsk
Solhverv 2017 – Vildsvin og rødkål
Solhverv 2016 – Irsk Stuvning
Solhverv 2015 – Solhvervsgryde a-la Jernalder
Glædelig vintersolhverv!
Forhistorisk Mad 