Den søde grød

Nu er det ved at være juletid – og for rigtig mange familier, inklusive min egen, betyder det, at der oftere kommer risengrød på bordet. Herhjemme elsker vi alle risengrød, omend vi nok mest spiser det i vinterhalvåret. Det er bare en dejlig ret, som luner både krop og sjæl og desuden er det den perfekte ret, når man føler lidt kradsen i halsen.

Risengrøden har en spændende historie og den er jeg dykket lidt ned i. Det har jeg blandt andet gjort, fordi jeg godt kan lide tanken om, at vi til jul skal have det bedste af det bedste – for det er jo det fineste, man serverer for sine julegæster. Sådan har man gjort i hundredevis af år og sandsynligvis i længere tid endnu. I det, vi betegner som vikingetiden, var det også vigtigt at sørge for, at gæsterne fik serveret det bedste mad. Og det bedste er for eksempel krydderier, som den dag i dag er populære til jul. I middelalderen og renæssancen blev de anvendt i de fornemme retter kongen serverede for sine gæster. Disse krydderier er f.eks. kanel, kardemomme, muskat, peber og nelliker. Før i tiden var disse krydderier dyre og luksuriøse. Vores moderne brug af julekrydderier er sandsynligvis et levn fra fortiden – for til jul, skal vi lige have det lidt bedre.

Den samme historie gør sig lidt gældende ved selve risengrøden. Faktisk er der adskillige ingredienser i risengrøden, som gør den ekstra fin. Den ene af disse ingredienser er mælken, som gør grøden til en sødgrød. Før i tiden har det været almindeligt at man til daglig brugte vand til sin grød. Mælken skulle jo gerne konserveres på den ene eller den anden måde, så den kunne holde lidt længere, så den brugte man ikke til grød på daglig basis. Man lavede ost, smør eller tykmælk for at det kunne holde sig. Det var derfor mælkeretter før i tiden dyrebare. Læs for eksempel min anmeldelse af Danmarks Ældste Kogebog, hvor der står lidt mere om de fine mælkeretter. Grød, som blev kogt på mælk, blev gerne lidt mere cremet og også lidt sødere, end grød kogt på vand. Derfor kalder en grød kogt på mælk for den søde grød.

Den daglige grød blev ofte kogt på havre eller byg. I en god sød grød af den fine slags, skal der også ris i – for ris er også fornemme. Risene kom ikke fra vore breddegrader og har heller ikke været helt billige – slet ikke den fine slags vi bruger til risengrød. Man dyrkede ganske vist ris i Italien i renæssancen og måske endda i middelalderen, men alligevel blev ris dengang opfattet som en luksusvare heroppe nordpå. Og én luksusvare skal da toppes med en anden – for risengrøden krydres jo med det luksuriøse krydderi, kanel. Dertil kommer naturligvis også sukkeret, som ikke er nødvendigt, men det smager jo godt. Og det gode smør, som giver lidt salt og fedme til det cremede og krydrede.

Alle disse luksusvarer i risengrøden gør den fornem – så fornem, at den til jul kan gives til nissen, for at holde ham eller hende i godt humør. I dag er risengrød ikke ligefrem en dyr ret. Alt det kræver er en omgang grødris, som man ofte kan købe for en 10’er i december, samt mælk, som heller ikke koster alverden. Dertil et nip salt, smør, sukker og kanel, som de fleste idag har i køkkenet. Du kan brødføde mange mennesker for få penge, når du serverer risengrød. Vil du have den lidt grovere, kan du overveje at gøre risengrøden til en grov grød. Men uanset hvordan du serverer den, så tænk over, at næste gang du serverer risengrød, så er det faktisk noget af det mest fornemme, du kan servere. For fint skal det være, når det er jul.