Tilbageblik og fremadskuen

Ah, et nyt år og en overstået juleferie – og tid til at komme igang med hverdagen igen. Men også tid til et tilbageblik på året der gik.

I 2017 fremstillede jeg bl.a. agernmel – dét forsøg er på top 10 over populære blogindlæg

Tal kan godt være spændende, når det kommer til en oversigt over året der gik. For eksempel blev 2017 året, hvor antallet af følgere på Forhistorisk Mad på Facebook oversteg de 1000 – og der er kommet mange flere til siden da. På selve bloggen besøgte over 3500 personer siden og læste blandt andet de 21 nye blogindlæg der kom til, samt naturligvis også blogindlæg fra de tidligere år. Det er rigtig dejligt at så mange følger interesseret med i både hvad jeg skriver her på bloggen, samt alle de links til forskellige artikler om forhistorisk mad, der dukker op rundt omkring i verden.

Populært på bloggen

Det er også klart, hvad der trak flest læsere sidste år. Emnet og indlægget er faktisk ikke blot det mest læste i 2017 men det mest læste til dato, hvilket må betyde, at emnet er meget vedkommende. Det samme indlæg blev også diskuteret ivrigt på Facebook. Det er naturligvis Hvor er den gode vikingemad? jeg her henviser til. Jeg besøgte i 2017 adskillige festivaller og markeder og så især på, hvad de hver især serverede af mad fra den tilhørende periode – og man må sige, at det er meget forskelligt, hvad de forskellige arrangører har lagt vægt på i madudvalget. I 2018 vil jeg naturligvis igen besøge en masse spændende markeder med fokus på forhistoriske perioder. Det bliver spændende at se, om noget har ændret sig – for mit blogindlæg tydeliggjorde, at jeg ikke var den eneste, som efterspurgte mere interessant og autentisk mad på markederne.

Af andre populære emner er der naturligvis gengangerne – I vil for eksempel stadig meget gerne læse om ostvikingepandekagervalle og brød med valle og selvfølgelig har alle lyst til at læse lidt om kage. Som nævnt var agern som menneskeføde også et meget populært emne. Jeg har mere agernmel tilbage endnu og overvejer stadig hvad det skal bruges til.

Nyt år, nye retter og fermentering

En glad surdej, parat til at blive omdannet til rugbrød. Surdej er jo også fermenteret mad.

Der er så meget jeg gerne vil med Forhistorisk Mad. Mest af alt vil jeg bare gerne lave forhistorisk mad eller mad inspireret af forhistoriske tider – og dele det med alle interesserede. I julegave fik jeg en bog om fermentering (dvs. udnyttelse af bakterier til at ændre konsistens, smag og holdbarhed i maden) og det er naturligvis helt klart noget jeg skal lege med. Tilbagevendende læsere vil vide, at jeg elsker at eksperimentere med mælkeprodukter (se bare afsnittet lige ovenfor), så det bliver spændende for eksempel at fremstille sin egen yogurt. Jeg er også overbevist om at fermenterede madvarer var meget ‘in’ i fortiden, da man jo ikke havde køleskabe og måtte finde andre metoder til at opbevare maden i længere tid.

Derudover er der nogle andre råvarer og retter jeg gerne vil se nærmere på. Der skal eksperimenteres mere med retter med bønner og/eller ærter og korn, da jeg har på fornemmelsen at det har været en stor del af kosten før i tiden – før man fik alle de moderne grøntsager og før man forstod hvor vigtigt det er at spise forskellige grøntsager. Selvfølgelig har man spist grønt før i tiden, men jeg tror ikke det har været så vigtigt for dem, som det er for os i dag. 6 om dagen er jo et meget moderne begreb.

Mere…

En tilfreds jernalderkvinde, Wiwio, ses her i sit rette element – nær husets ildsted

Jeg vil også gerne lave mere jernaldermad – altså noget, som jeg ikke har prøvet at lave før. Selvfølgelig er retter, jeg kender godt, gengangere, men nyt er også spændende og mon ikke også kosten var ganske varieret før i tiden. Retter med blandt andet bønner og ærter bliver spændende at lege med og jeg vil forsøge at fremstille noget, som også vil kunne laves i et jernaldermiljø. Jeg vil også gerne forsøge med flere eller forbedrede udgaver af vikingepandekagerne og kager i det hele taget – men de skal kunne laves ved bål, det er naturligvis et krav.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne noget mere ud i marken – og jeg vil gerne gøre det sammen med andre. Sidste sommer blev præget af mit arbejde i Sagnlandet Lejre, hvor jeg fik lavet en masse af det jeg elsker allermest: at tilberede og formidle om forhistorisk mad i et forhistorisk miljø. Det gik op for mig allerede første gang jeg atter stod ved bålet i jernalerlandsbyen, at hér følte jeg mig virkelig godt tilpas. Mere af det og gerne sammen med andre. Måske bliver der oprettet en form for fællesskab for Forhistorisk Mad, hvor vi kan mødes og lave mad over bål sammen, fra forskellige forhistoriske perioder? Måske skal der afholdes workshops eller lignende, så jeg kan lære fra mig eller måske lære af nyt af nogle andre? Den bedste måde at lære noget nyt på, er jo ved selv at være med og afprøve det.

Hav et godt nyt år derude – og mens I venter på næste skriv herfra, kan I jo lige nyde denne serie billeder fra min seneste smørfremstilling: fra creme fraiche til smør og syrnet kærnemælk. Processen kan I læse om hér.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s